Få vores nyheder på mail

​Jan Ulrik Pedersen fra Glamsbjerg blev første vinder i Det Nationale Pantspil: Vigtigt at dåser og flasker ikke ligger og flyder

Nyhed   •   Sep 05, 2018 19:36 CEST

Jan Ulrik Pedersen blev første vinder i Det Nationale Pantspil.

Der var konfetti og lykønskninger i Fakta i Glamsbjerg i dag, da Jan Ulrik Pedersen blev første vinder i Det Nationale Pantspil. Præmien var et weekendophold på Ruths Hotel på Skagen. Det er Dansk Retursystem, som står bag kampagnen, der har til formål at få danskerne til at huske at aflevere alle tomme pantflasker og -dåser.

I stedet for den pantbon, Jan Ulrik Pedersen havde regnet med at få for sine tomme flasker og dåser, kom han i dag hjem med et gavekort til et weekendophold på Ruths Hotel på Skagen. For da han afleverede sine tomme flasker i flaskeautomaten i Fakta i Glamsbjerg, blev han erklæret første vinder i Det Nationale Pantspil, som er Dansk Retursystems landsdækkende kampagne. Kampagnen skal skabe opmærksomhed om de sidste 10 procent pantflasker og dåser, som ikke bliver afleveret og genanvendt. De 10 procent svarer til 140 mio. emballager om året – eller hvad der svarer til C02-udledningen for en by på størrelse med Gudhjem, hvis flasker og dåser skal produceres helt fra bunden.

En glad genanvender
”Jeg fik et chok, da glimmeret kom ned,” siger Jan, som fortæller, at han afleverer tomme flasker og dåser en gang om ugen. Han gør det for at få konverteret panten til nye varer – men han gør det også, fordi han fra sit arbejde som maskinfører oplever, at det kan være farligt, når der ligger tomme flasker og dåser i naturen.

”Når vi for eksempel arbejder i grøfterne, så er vi opmærksomme på, om der ligger tomme flasker og dåser. For hvis de bliver knust eller skåret over, så kan man skære sig på dem.”

Jan Ulrik Pedersen er ikke alene om at være god til at få afleveret de tomme emballager. For beboerne i Assens kommune er gode pantere. Alene denne sommer afleverede de 16 procent flere flasker og dåser end samme periode sidste år. Det kan butikschef i Fakta i Glamsbjerg, Jesper Holm Jensen, mærke:

”Jeg kan tydeligt mærke, der kommer flere flasker og dåser gennem systemet. Særligt mængden af dåser er nærmest eksploderet denne sommer. Men systemet fungerer, så det er ikke noget problem. Jeg håber, Danmark fortsat kan være et foregangsland, når det kommer til at genanvende.”

Det handler om klima og jordens ressourcer
Præmien blev overrakt at Anne-Mette Bundgaard Sørensen, som er marketingschef i Dansk Retursystem. Hun har glædet sig i ugevis til at overraske dagens vinder.

”Det var så spændende at vente ude bagved og se, hvor overrasket Jan blev. Men mest af alt er det jo spændende at se, om vi kan få danskerne til at aflevere de sidste 10 procent tomme flasker og dåser. Danskerne er i forvejen nogle af verdens bedste til at aflevere pant, og netop derfor tror vi også på, at vi kan få de sidste med. Til gavn for klimaet og jordens ressourcer.”

Kampagnen kører ind til den 7. oktober. Dansk Retursystem trækker en vinder et sted i Danmark fire gange mere i løbet af kampagnen. Du kan se kampagnefilmen, som har Mathilde Passer i hovedrollen, her.

FAKTA om kampagnen Det nationale Pantspil

Kører fra 22. august til 7. oktober 2018.

I kampagnefilmen medvirker Mathilde Passer og Jesper Ole Feit Andersen.


Præmier

En Renault Zoe el-bil i et halvt år

En cykel fra Velorbis

Et weekendophold på Ruths Hotel på Skagen for to personer

Et års forbrug af veganske snacks fra Betterbox

Fire billetter til Roskilde Festivals Clean Out Loud-camp

Målsætning

At få de resterende 140 millioner flasker og dåser med i retursystemet. Det svarer til 10.200 tons råstoffer samt en årlig CO2-udledning for en by på størrelse med Gudhjem.