Få vores nyheder på mail

​2.500 skoleelever bliver klimaambassadører

Pressemeddelelse   •   Jun 01, 2017 10:19 CEST

På havnen i Aarhus står en gigantisk jordklode, hvori man kan opleve en forestilling om klimaet. Det hele sker i forbindelse med, at Aarhus er udnævnt Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

Der er god energi på Aarhus Havn den 6., 8. og 9. juni, når Dansk Retursystem udnævner 2.500 skoleelever til klimaambassadører. Udnævnelsen sker i forbindelse med elevernes besøg på klimaudstillingen Climate Planet. Og det sker efter en dag, hvor de har lært om klima, prøvet at være en tom flaske, der skulle smeltes om og bygget deres bud på fremtidens flaskeautomater i LEGO klodser.

Klimaudstillingen Climate Planet slår dørene op for offentligheden den 24. juni og byder inden for i verdens største model af kloden, hvor man kan se jordens klimamæssige udvikling fra industrialiseringen og ud i fremtiden. Men inden det sker, har Dansk Retursystem, som er partner på Climate Planet, inviteret 2.500 skoleelever fra 5.-7. klasse op for at se forestillingen, lære mere om klima og genanvendelse og give deres bud på, hvordan genanvendelse kan se ud i fremtiden.

Dagen begynder med, at eleverne skal en tur ind i kloden og høre Jesper Theilgaard fortælle om klimaet og jordens fremtid. Bagefter er det de unges tur til at bygge fremtidens flaskeautomater i LEGO klodser.

”Vi vil nemlig gerne se næste generation komme med deres vildeste, klogeste og mest fantasifulde bud på, hvordan fremtidens flaskeautomater kan se ud. Måske kan de bæres på ryggen, måske svæver de som store balloner ude over havet, eller noget helt tredje. Kun fantasien og de unges toptunede og fremtidssikrede hjerner sætter grænsen”, siger Hanne Luke, kommunikationsdirektør i Dansk Retursystem.

Eleverne kan få viden og inspiration ved at besøge Dansk Retursystems Learning Lab på området. Her kan de bl.a. prøve at være en tom flaske eller dåse, som ryger gennem flaskeautomaten og bliver sorteret, presset og smeltet om.

Dagens afsluttes med, at eleverne udnævnes til klimaambassadører og får et diplom. De 2.500 skoleelever har fået plads efter først til mølle-princippet. Udstillingen er åben for offentligheden i hele skolernes sommerferie.

I forbindelse med besøget kan klasserne arbejde med emnerne klima og genanvendelse ved hjælp af undervisningsmateriale udviklet af Dansk Retursystem i forbindelse med Climate Planet. Som en del af undervisningsmaterialet er der oprettet fem virtuelle hotspots på området omkring kæmpekloden, som kan tilgås via en app. Hvert hotspot indeholder en række opgaver om klima og genanvendelse.

Siden 2002 har Dansk Retursystem haft eneret på at drive det danske pantsystem, hvor man henter, tæller og sorterer tomme dåser og flasker og sender dem til genanvendelse. Med eneretten følger derfor en forpligtelse til altid at være effektiv og sørge for, at udgifterne er så lave som muligt.