Få vores nyheder på mail

Besøg: Indonesien har kig på det danske pantsystem

Pressemeddelelse   •   Dec 07, 2018 10:42 CET

Vivien Radnawati (i midten i rødt) er ansvarlig for håndteringen af både almindeligt og farligt affald i Indonesien.

En delegation fra Indonesien med deltagere fra både det indonesiske miljøministerium og private organisationer blev i sidste uge vist rundt på Dansk Retursystems fabrik i Hedehusene for at lære om det danske pantsystem. Vivien Radnawati, som er ansvarlig for håndteringen af både almindeligt og farligt affald i Indonesien, fortæller, at noget af det, der gør størst indtryk er, hvordan vi skaber incitament og viden om genanvendelse i Danmark.

Udlandet har de seneste år for alvor fået øjnene op for det danske pantsystem, der er et af verdens mest velfungerende. Det betyder, at Dansk Retursystem, der håndterer det danske pantsystem, ofte får besøg fra udlandet.

Nu har der igen været besøg langvejs fra, denne gang fra Indonesien. I sidste uge var en delegation fra blandt andet det indonesiske miljøministerium på besøg i Danmark som et led i myndighedssamarbejdet mellem Miljøstyrelsen i Danmark og det indonesiske Miljøministerie. Temaet for besøget var Cirkulær Økonomi og Affaldshåndtering. Delegationen var på besøg hos Dansk Retursystem for at se fabrikken og høre mere om alt fra samarbejdet mellem producenter, forbrugere, butikker og Dansk Retursystem til, hvordan pant virker som incitament, og hvordan Dansk Retursystem oplyser forbrugerne om, hvorfor det er vigtigt at genanvende.

Udvidet producentansvar
Vivien Radnawati, som er ansat i det indonesiske MIljøministerium og er ansvarlig for håndteringen af både almindeligt og farligt affald i Indonesien, var med på besøget hos Dansk Retursystem. Hun fortæller, at Indonesien har fokus på cirkulær økonomi:

”Vi er her for at lære om de danske systemer for genanvendelse, herunder pantsystemet. Vi var som udgangspunkt interesseret i at høre om samarbejdet mellem producent, forbruger og Dansk Retursystem. Og vi var interesseret i pengeflowet mellem de involverede parter.”

Indonesien er netop nu er ved at udarbejde et lovforslag om udvidet producentansvar. Og noget af det, der har gjort størst indtryk på Vivien Radnawati i forbindelse med besøget hos Dansk Retursystem er måden, vi skaber incitament for at genanvende i Danmark.

”Systemet med, at man får penge tilbage, når man afleverer tomme flasker og dåser. Og så den måde I bevidstgør om genanvendelse både internt hos Dansk Retursystem og bredere i befolkningen, samtidig med, at der ligger lovgivning bag. Det er noget af det, jeg tager med tilbage,” afslutter Vivien Radnawati.

Siden 2002 har Dansk Retursystem haft eneret på at drive det danske pantsystem, hvor man henter, tæller og sorterer tomme dåser og flasker og sender dem til genanvendelse. Med eneretten følger derfor en forpligtelse til altid at være effektiv og sørge for, at udgifterne er så lave som muligt.