Få vores nyheder på mail

Britisk miljøminister lærer om det danske pantsystem

Pressemeddelelse   •   Dec 07, 2017 14:23 CET

Den britiske miljøminister Therese Coffey er i Føtex for at afprøve en dansk flaskeautomat sammen med Jesper Jensen, der er chef for kunderådgivning i Dansk Retursystem

Den britiske miljøminister, Thérèse Coffey, har netop været på besøg i Danmark for at blive klogere på Dansk Retursystems cirkulære økonomiske forretningsmodel – og prøve at aflevere en flaske i en flaskeautomat.

I sidste uge havde Dansk Retursystem besøg af den britiske miljøminister Thérèse Coffey, som var i Danmark for at få dybere indsigt i, hvordan det danske pantsystem fungerer.

I Danmark bliver flasker og dåser med pant så vidt muligt genanvendt til nye. Systemet er helt unikt, for i flere lande går materialerne tabt eller bliver genanvendt til en lavere kvalitet.

Som kronen på værket var Thérèse Coffey forbi et supermarked i København for at prøve en flaskeautomat.

”Det har været en fantastisk mulighed for at lære mere om, hvordan pant- og retursystemet virker i Danmark, og for at møde de mennesker, som står for at føre denne form for genanvendelse ud i praksis,” sagde ministeren og understregede, at der også i England er fokus på klima og genanvendelse, og at de bl.a. har indført en afgift på plastikposer ligesom den, vi kender fra Danmark.

”I England er vi fast besluttet på at finde en løsning på plastikaffald, og vi har gjort fremskridt i forhold til at rense vores have ved at reducere brugen af plastikposer med ni millioner ved at indføre en afgift på 5 pence (cirka 45 ører) på plastikposer - og ved hjælp af vores planer om at indføre et af verdens mest restriktive forbud på plastik mikroperler.”

Dansk Retursystem tager ofte imod gæster fra udlandet, der ønsker at høre om det danske pantsystem, som sikrer, at 9 ud af 10 flasker og dåser bliver genanvendt til gavn for miljøet og klimaet.

”Det har været en stor fornøjelse at mødes med Thérèse Coffey og tale om pantsystemet samt genanvendelse”, siger Heidi Schütt Larsen, der er vicedirektør i Dansk Retursystem – og tilføjer:

”Vi oplever at få mange internationale henvendelser, fordi det danske pantsystem står som en frontløber indenfor cirkulær økonomi. Vi er naturligvis stolte af denne position, som ikke mindst skyldes et stærkt samarbejde mellem forbrugere, detailhandel og bryggerier.”

Siden 2002 har Dansk Retursystem haft eneret på at drive det danske pantsystem, hvor man henter, tæller og sorterer tomme dåser og flasker og sender dem til genanvendelse. Med eneretten følger derfor en forpligtelse til altid at være effektiv og sørge for, at udgifterne er så lave som muligt.