Få vores nyheder på mail

Mere end 100.000 har været på retur-rejse

Pressemeddelelse   •   Okt 25, 2017 10:03 CEST

Først går du gennem slusen, så bliver du bliver scannet, sorteret, presset, smeltet og vender herefter tilbage fra din retur-rejse som en genanvendt flaske eller dåse. Bare i København har mere end 100.000 taget turen i Dansk Retursystems Learning Lab – en kæmpestor flaskeautomat – under Climate Planet, hvor virksomheden var partnere fra begyndelsen.

Som samarbejdspartnere til Climate Planet har Dansk Retursystem benyttet anledningen til at sætte fokus på, at du ved at genanvende gør en indsats for at hjælpe klimaudviklingen i den rigtige retning. Helt konkret er det sket ved, at Dansk Retursystem har inviteret til klimaforestilling og en tur i flaskeautomaten på Rådhuspladsen i København og på Havnen i Århus, hvor Climate Planet har fundet sted.

”Det er en fornøjelse at komme i dialog med så mange og opleve den interesse, der er, både for de globale sammenhænge og for det nære. Klimaudfordringerne, som Jesper Theilgaard zoomede ind på i forestillingen, stiller os som verdensborgere over for nogle ret store spørgsmål og beslutninger. Det giver en god bevidsthed, men jeg tror også, at vi har brug for at vide, hvordan vi selv kan gøre en forskel. Og her synes jeg, at vores pantsystem er et godt konkret eksempel. Det er også et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at sætte genanvendelse i system og at få stort set hele befolkningen med på idéen, siger Hanne Luke, kommunikationsdirektør i Dansk Retursystem, som er glad for, at så mange mennesker har vist interesse for, hvordan pantsystemet egentlig virker.

Fremtidens klimaambassadører

Dansk Retursystem inviterede ca. 4.500 skolebørn til klimaforestillingen i den gigantiske jordklode, der rummer en kæmpe teknologisk oplevelse. Indeni jordkloden hænger nemlig en globe, der viser både live-transmissioner fra satellitter og en film om jordens klimaudvikling fra Bing Bang og til langt ud i fremtiden. Dansk Retursystem inviterede skoleelever til Climate Planet for at lære fremtidens vigtige klimambassadører om klima og genanvendelse.

”Børn er fremtidens beslutningstagere og borgere. Hvis de skal have en chance for at influere på fremtiden og på klodens udvikling, har de brug for at forstå vilkårene, de bagvedliggende mekanismer og også hvilke redskaber, de har til rådighed. Derfor inviterede vi skolebørn med til forestillingen om klimaet, og lavede en interaktiv udstilling, hvor man helt konkret kunne opleve, hvad der sker med en flaske eller dåse når den afleveres tilbage – og hvad det betyder for både ressourcer og klima. Og selv om filmens niveau er ret højt og indholdet komplekst, fik vi mange positive tilkendegivelser fra elever,” siger Hanne Luke.

Climate Planet henvendte sig mest til skoleelever fra 4. klassetrin, og derfor var det oplagt for Dansk Retursystem at udvide sit skoleunivers med materialet Mission Possible, som er målrettet børn i 5.-7. klasse. Det nye skolemateriale tager eleverne med på en mission, der skal inspirere dem til at gøre en forskel i deres hverdag, så jorden kan få det bedre.

Siden 2002 har Dansk Retursystem haft eneret på at drive det danske pantsystem, hvor man henter, tæller og sorterer tomme dåser og flasker og sender dem til genanvendelse. Med eneretten følger derfor en forpligtelse til altid at være effektiv og sørge for, at udgifterne er så lave som muligt.